Et forsøg på giftmord

Næste led var Niels. Niels Arenfeldt havde fået et noget blakket ry. Først og fremmest fordi han forsøgte at tage sin kone Karen Dyre af dage med gift.

Men der var allerede inden det planlagte giftmord lagt op til en større familie katastrofe. 

Knivholts Historie

Fortalt af arkivar Erik Christensen

I Vendsyssel, lige uden for Frederikshavn, på vej mod Hjørring ligger Knivholt Hovedgaard. Den gamle herregård kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I 1700-tallet var hovedgaarden bl.a. kendt for sin utroligt kønne Renæssancehave. På daværende tidspunkt ejede herremanden også hele byen der dengang hed Fladstrand.

Niels Arenfeldts svigerfader Hans Dyre var kommanderet til Norge som embedsmand, og mens han var bortrejst havde han overladt svigersønnen sine forretninger. Denne tillid brød han ved at undlade at betale svigerfaderens kreditorer, og svigerfaderen måtte sælge noget af sit gods for at komme ud af den pinlige situation, svigersønnen havde sat ham i. Niels forsøgte at påvise at det var svigerfaderen selv, der havde rod i økonomien, men den gik ikke. Deres familieforhold var i det hele taget ret så hyggelige, for et par år senere beklagede Hans Dyre sig til kansleren Christian Friis over svigersønnens mishandling af datteren, hans eneste barn, og hvorledes hun med mange dejlige børn måtte leve i armod.

Om det dog ikke var muligt, at de kunne blive adskilte.  Og lejligheden kom, for i 1640 stod Niels Arenfeldt arresteret på Koldinghus tiltalt for flere usømmelige forhold, og Hans Dyre mødte op i ret­ten og anklagede svigersønnen for at have villet forgive datteren.

Hans begrundede anklage havde følgen forhistorie: Engang, de stod for at skulle rejse til Ullerupgaard, havde Niels leve­ret hendes pige noget hvidt pulver og bedt hende, at hun deraf skulle tage tre knivsægge fulde og komme det i sin frues melgrød, så meget hun på een tid kunne fortære, på det at hun ej skulle dø så hurtigt, men ligge en dag eller fire og pines. Så kunne hendes fader selv bagefter gøre hendes begravelse. Og derefter skulle han have samme omgang.

 

Det nedrige anslag eller et lignende af samme slags lykkedes imid­lertid ikke, fordi både pigen og drengen, som Niels ville købe til uger­ningen, i stedet for gik til fru Karen og fortalte hende hvad der skulle gå for sig. Og de stod ved deres vidnesbyrd under Processen i modsætning til to præster, som havde hørt deres angivelse, men i retten ynkeligt hævdede at de ikke havde lagt mærke til, hvad der blev sagt ved denne lejlighed.

Og Niels Arenfeldts benægtelse nyttede da heller ikke, Så meget mindre som der blev fremlagt nogle breve fra ham, hvor udi mange let­færdige forargelige og fast gudsbespottelige ord fremgik. Han blev efter gammel sædvane dømt til at skulle sværge sig fri fra sigtelsen med 12 mededsmænd, og blev på denne måde ikke ene om sin ulykke. For selv om det lykkedes ham at samle de 12 adelsmand, skønt ingen af dem var højættede og enkeltes adelskab tvivlsomme.

Og Niels Arenfeldts benægtelse nyttede da heller ikke, Så meget mindre som der blev fremlagt nogle breve fra ham, hvor udi mange let­færdige forargelige og fast gudsbespottelige ord fremgik.

Han blev efter gammel sædvane dømt til at skulle sværge sig fri fra sigtelsen med 12 mededsmænd, og blev på denne måde ikke ene om sin ulykke. For selv om det lykkedes ham at samle de 12 adelsmand, skønt ingen af dem var højættede og enkeltes adelskab tvivlsomme

En hobing hundsfotter, skrattinger og skælmer, kaldte Chr. 4. dem. Og deres ed blev underkendt på herredagen, og de blev alle som en for­vist fra landet, sammen med ham selv og hans ældste søn, som også var en af edsmændene.

Chr. 4.s uforgribelige mening havde ellers været, at der var sket hanem, hans børn, slægt og venner en stor nåde, om han havde mistet ho­vedet for den uhørt ugudelige og mere end barbariske gerning. Der var heller ikke tale om nåde, før Frederik 3. kom på tronen. Da indgav den fattige uforsørgede mand ansøgning om, at måtte se og om­gås sine mange fattige sørgende børn, slægt og gode venner og nyde sit fædrene lands jord til at hvile sin ben udi, og det blev ham endelig tilladt at vende tilbage.

Han fik 1669 sit sidste hvilested i Åsted kirke, hvor også hans hustru blev begravet.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk