Barndomserindringer fra Knivholt
Fortalt af Jørgen Kjær-Olsen, 82 år og fra København
Mit navn er Jørgen Kjær-Olsen, og jeg er 82 år gammel. Jeg er dattersøn af godsejer Chr. Godtfred Frederiksen, til Knivholt, Hjortnæs og flere.
Jeg har været ejer af Dragør Kro i 32 år, og er nu pensioneret. De følgende oplevelser vil jeg tro er foregået omkring 1940 – nok nærmere 1939.
Knivholts Historie
Fortalt af arkivar Erik Christensen
I Vendsyssel, lige uden for Frederikshavn, på vej mod Hjørring ligger Knivholt Hovedgaard. Den gamle herregård kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I 1700-tallet var hovedgaarden bl.a. kendt for sin utroligt kønne Renæssancehave. På daværende tidspunkt ejede herremanden også hele byen der dengang hed Fladstrand.

Knivholt, min mors barndomshjem
Min mor Bodil Therese blev født på Hjallerup Kro, og året efter købte min morfar herregården Knivholt. Min mor blev indsat på Års hotel som forpagter i januar 1928, 21 år gammel. Hun fik alkoholbevilling, i den indremissionske stationsby. Hun var ugift, og kvinde.
Dengang skulle en bevilling kun gives til en mand, der var mindst 25 år, han skulle helst være gift, og kvinder kunne slet ikke få bevilling, og endnu sværere var det at få bevilling i en indremissionsk stationsby. Mor blev først gift flere måneder senere.
Ankomst til Knivholt
Min broder Busse og jeg var inviteret til at holde lidt sommerferie hos tante Margrethe og onkel Helmer på mors barndomshjem herregården Knivholt, lige uden for Frederikshavn. Vi havde hørt så meget om stedet. Vi glædede os meget dertil, og talte dagene til vores afrejse.
Endelig kom dagen, først tog vi med rutebilen til Ålborg, her skulle vi så vente et par timer inden rtejsen fortsatte til Frederikshavn. Vi havde ofte været i Ålborg med far og mor, og fået chokolade og kager konditoriet “Kristine”, der lå overfor busstationen.
Vores ventetid på konditori “Kristine”
Så vi gik derover for at fordrive ventetiden med chokolade og et par af de lækre kager. Midt i restauranten stod der et meget stort fuglebur, med masse af undulater i mange forskellige farver. Fuglene fløj hele tiden omkring i buret og kvidrede, så det var en lyst, en sagte urolig lyd, så man kunne tale uforstyrret sammen. Af og til kom der en violonist og spillede et par numre for gæsterne, der fortrinsvis var byens damer.
Da vi havde spist kagerne, var tiden inde til at tage en anden rutebil op til Frederikshavn, hvor vores fætre THomas og Godtfred ventede på os ved indkørslen til Knivholt. Vores fætre tog kufferterne og fulgte os op gennem den lange allé og porten op over gårdspladsen til hovedbygningen, hvor tante Margrete tog imod os, og sagde “Velkommen til børn”.
Det var sent på dagen, da vi ankom, og vi var trætte efter den lange rejse, så efter aftensmaden gik vi på hovedet i seng. Vi skulle sove sammen med vore fætre i deres meget store værelse, hvor vores senge var anbragt.
Knivholt er en meget stor herregård
Næste dag stod vi tidligt op, det vil sige Thomas og Godtfred havde været oppe i flere timer, de skulle hjælpe til i staldene med køerne, kalvene og grisene. Da vi var blevet vasket og var kommet i tøjet, gik vi gennem den store stue og ud i køkkenet, til tante Margrete. “Gå I bare ind i spisestuen, så kommer en af pigerne med jeres morgenmad”, sagde tante.
Der var vel nok morgenmad, der var flere slags varm hjemmebagt brød, flere slags pålæg, varm skinke med spejlæg, og flere slags oste. Men jeg kunne ikke lide ost. Der var rigeligt med mad til os to. Tante satte sig ved bordet og vi hyggede os.
Tante Margrete sagde at nu kunne vi jo bare går rundt på gården og se alle dyrene, “men pas på, ikke at komme galt af sted”, sagde tante formanende.
Knivholt er en meget stor gård, der var to kæmpestore gårdspladser, omkranset af flere længer. Inggangsportalen var placeret midt i den meget lang længe, til den ene side var der grisestaldene, og til den anden var der stald til 24 span arbejdsheste. Overfor grisestalden var der en længe med gårdens køkken og alle karlenes og pigernes spisestuer.
Imellem disse to huse, havde alle gårdens fjerkræ, høns, ænder og gæs deres længe. Fjerkræet gik frit omkring på gårdspladsen, og gik selv ind om aftenen.
Køkkenet havde forbindelse til hovedbygningen, hvor familien boede her vendte vinduerne ud mod den store kostald til flere hundrede køer, og på den ene side havde en stor mødding sin plads. Bagved kostalde var der er en mindre kalvestald til de nyfødte kalve.
Den store gårdsplads blev ligesom delt i to med et lille hus med et kartoffelkogeri til grisene og et mejeri, hvor al mælken blev gjort klar til mejeriet.
Bag kartoffelkogeriet var der en anden gårdsplads, hvor der lå de store lader mellem kostald og hestestald.
Vi unger var vilde med at gå på opdagelse mellem alle bygningerne, vi kom også i haverne, den ene havde en lille aflang sø, resterne af en voldgrav for enden af hovedbygningen, og den anden bagved køkken og hovedbygning til alle gårdens grøntsager.
Fodremesterens søn, Jens lærer mig at malke
Fodermesteren havde en søn, Jens, ham legede jeg meget med, og om aftenen lærte jeg ham at tælle, det havde han lidt svært med. Men han lærte efterhånden af tælle til hundrede.
En dag var Jens og jeg i kostalden. Køerne var lige kommet hjem fra markederne og skulle malkes og fodres. Det var malkepigernes arbejde, så de tog deres spande og gik fra ko til ko for at malke.
“Må jeg prøve”, spurgte jeg en af dem. “Selvfølgelig”, var svaret. Så satte jeg mig på trebenet, og jeg væltede selvfølgelig ned i al møget. Jeg var ikke vant til at sidde på sådan en stol.
Hurtigt rejste jeg mig op og børstede mig af, for så at gå i gang med at malke. Men der kom ingen mælk ud af yveret til stor morskab for Jens og pigen. “Nu skal jeg vise dig hvordan man gør, Jørgen”. Så viste Jens mig hvordan han gjorde det.
Jeg prøvede igen, men nu kom der kom der kun lidt mælk ud. “Du må prøve en anden dag. Vi har ikke tid til det her. Du må komme igen i morgen”, sagde malkepigen til mig.
Man må ikke lege på møddingen
Jens og jeg løb videre, og ud af en før, den var ud til møddingen. Jeg havde aldrig se en mødding før. Den var omkrandset af en høj mur. Der var et bjerg af stinkende komøg. Karlene havde spredt nogle træplanker ud over møddingen, så de kunne køre mere møg, fra kostalden ud på møddingen på deres trillebører.
Jens sagde grinende, ” Du må ikke gå på møddingen, så vil du bare synke i. Det er kun der hvor der en en stor tør skorpe, hvor man kan træde forsigtigt.”. Jeg var ikke bange for at synke lidt i. Jeg havde jo mine røde træskostøvler på, så jeg gik et par skridt udenfor plankerne. Det gik jo fint, så tog jeg det næste skridt, og så sank jeg ned i al komøget, helt op til over knæene. Jeg skreg i vilden sky, mens Jens skoggerlo. ” Hvad sagde jeg til dig?”
En af karlene kom mig til hjælp, og fik mig hevet på, men uden min træskostøvler. Jeg kom ind til tante Margrethe, som sagde, “Jamen herre jøsses dog, hvordan er det du ser ud. Vi må hellere få dig vasket og gjort ren med det samme.” Og videre sagde tante, ” Kom, så går vi ind i bryggerset, der kan vi spule dig allerførst. Bagefter får du et bad og kommer i rent tøj.”
Busser var ved at dø af grin, da han hørte det. ” Du kan tro far og mor vil grine af dig. Du lugtede fælt.” Jeg hørte rigtig mange gange om min gåtur på møddingen.
Skovturen til rævhulen
En formiddag ville Jens vise mig gårdens skov. Den lå kun et kort stykke vej fra gården. Så vi begik os ned ad vejen til engen, og videre ud i skoven. Vi fulgte nogle stier og stod pludselig i en lysning.
Jens sagde vi skulle være stille, så kunne vi måske se nogle af dyrene.
Vi forholdt os rolige et stykke tid, og pludselig så vi en ræv komme frem. Jens hviskede, “Der er en rævehule tæt ved. Der er en indgang i en lille forhøjning på den anden side af træerne derhenne.”
Vi prøvede, at liste os hen til rævens indgang. Et stykke derfra satte vi os til at vente. Da vi havde siddet deren rum tid, begyndte der at være liv, og snart kom der først en sød lille ræveunge frem, og snart var der flere. De hoppede og legede foran hulen. Men så kom vi til at knække en tør gren på jorden, og ungerne forsvandt som dug for solen ind i hulen. Ærgerligt.
Og skræppebladet brast
Efter denne oplevelse gik vi videre gennem skoven. Vi legede gemmeleg og glemte helt at vi skulle passe på ikke at lave for megen larm.
Vi var efterhånden komme langt ind i skoven, og det var ved at være tid til at vende tilbage til gården og få frokost, så vi begyndte hjemvejen. Jens var stedkendt og vi fandt snart stien igen.
“Nu skal jeg på WC,” sagde jeg til Jens
“Kan det ikke vente,” spurgte Jens
“Nej, det skal være nu,” svarede jeg
“Gå bag de træer og dig, Jørgen, så finder jeg nogle skræppeblade til dig.”
Jeg satte mig til rette, og så kom Jens med friske blade. Jeg brugte først et blad, med det brast, og jeg fik snavsede fingre. Der var mere held med de næste blade, så vi kunne komme videre.
Det varede ikke lang tid inden vi var på gården igen. “Det var en sjov skovtur vi havde, Jens. Nu skal jeg ind til tante og onkel; kommer du igen efter du har spist?” spurgte jeg.
“Nej, for jeg skal hjælpe min far med kalvene,” svarede Jens.
“Må jeg komme med? Jeg vil gerne se hvad I laver,” spurgte jeg så.
“Det må du godt. Så kommer jeg og henter dig, når vi har spist.”
Kavlene patter på vores fingre
Ganske rigtig, efter frokost kom Jens og hentede mig. Busser ville gerne have været med, men han havde aftalt med Thomas at de skulle ud at ride, så det vill han hellere.
Fordermesteren ventede på Jens og mig ved indgangen til kostalden, han havde en lille trækvogn med fyldte mælkejunger og spande, som var beregnet til kalvene. Vi tre gik så gennem den tomme kostald, og ud i stalden til alle de små kalve, der stolpede rundt i deres båse.
Lige så snart de hørte os komme, kom de hen til madtruget, og vendtede på at få mælk. Fodermesteren hældte mælk op i flere spande, og sagde, “Nu kan i to spilopmagere hjælpe mig med, at five hver af kalvene en spand mælk. Her har I hver en spand, så kan I godt begynde, men giv kun en spand mælk til hver kalv, eller bliver den syg.”
Det var vel nok godt vi fik lov til det. Snart var alle kalvene blevet fodret. Så gik fodermesteren, og lod os alene med kalvene.
Jens sagde, “Nu skal du bare se, Jørgen.” Så stak han sin hånd ind til en kalvene, og den begyndte at sutte på han fingre. Den troede vel, at det var dens mors yver. “Du skal prøve det. Det er en sjov fornemmelse, sagde Jens.
Jeg var lidt bange, men gjorde det alligevel. Det var sjovt, at kalven sådan pattede på mine fingre. “Jeg tror, at den savnede sin mor, ” sagde jeg. De vi var blevet trætte af at lege med kalvene, gik vi ud på gårdspladsen.
Køerne gennes hjem
Hver eftermiddag gik et par af karlene ud på markerne for at hente køerne hjem til aftenmalkningen. Jens og jeg havde fået lov til at være med. Vi skulle bare holde os bage ved karlene, så køerne ikke trampede på os når de styrtede hjem til malkningen.
Da vi kom ud på markerne, åbnede karlene leddet, og så var det bare med at komme væk, for køerne begyndte straks at lunte hjemad, ud på vejen, og op til staldene, så de kunne blive malket. Deres yver var jo så spændte af mælken. Det gik vældig hurtigt med at få køerne hjem.
“Sådan er det hver dag. Køerne kan ikke komme hurtig nok af sted, hverken når de skal græs, eller når de skal hjem til malkning,” forklarede en af karlene. “I skal bare se dem, når køerne, efter en lang vinter, skal på græs for første gang, ja så ligefrem danser de af sted,” sagde en af karlene.
Det var morsomt, at se hvordan køerne kom gennem staldporten og gik direkte hen til dens egen bås. Her stod karlene og malkepigerne parate til at tøjre, inden malkningen kunne bgynde.
Hver af malkepigerne havde sine køer der skulle malkes. Så snart alle køerne var på plads, satte pigerne sig på deres treben, satte deres spand mellem benene under yveret, og begyndte malkningen. De skulle bare passe på, at køerne ikke slog dem i hovedet med halerne. Så nogle af de værste køer, fik først et reb om halen, inden den blev malket.
Jeg fik lov til at prøve at malke en ko igen. Denne gang gik det noget bedre, der kom da noget mælk ud. “Jeg må vist hellere malke koen, ellers bliver vi aldrig færdig,” sagde pigen, idet hun overtog malkningen og hun fik hurtigt spanden fyldt.
Pigerne tømte spandene i store mælkejunger, der så blev transporteret hen til mejeriet i midten af gårdspladsen, for senere blive sendt til mejeriet.
Det havde været en meget oplevelsesrig dag, så da vi havde spist vores nætter (aftensmad) varede det ikke længe inden jeg gik i seng.
Aftenhygge med familien
Efter aftensmaden i spisestuen samlede tante Margrete os alle sammen i den lille stue, hvor der var dækket op til kaffe for de voksne, mens Busser og jeg saftevand. Vi sad omkring sofabordet, tante Margrete og Godtfred, sad i den flotte sofa, polstret med uopskåren mekka, men onkel Helmar hvad slået sig ned i sin ynglings stol og tyggede på sin skrå rullet i aske. Thomas, Busser og jeg, hvade sat os ved spillebordet tæt ved vinduet mod gårdspladsen.
Da kaffen var drukket, kom Godtfred over til os og spurgte om vi ikke skulle spille kort.
Vi spillede så Sorte Per i nogen tid, mens onkel Helmar tyggede på sin skrå, og tante Margrete fjernede kaffekopperne. Det var første gang jeg havde set nogen tygge på skrå.
Af og til sendte onkel Helmar et par langspyt, hen mod sin spytbake i hjørnet ved reolen. Han var god til at ramme, ken en sjælden gang ramte han ved siden af.
Vi hyggede os et stykke tid, men så kom tante og sagde, at nu var det sengetid for os to børn.
Sov sødt
Busser og jeg sov i vores fætres værelse. Det var et meget stort et, med vinduer mod gårdspladsen. Da vi var blevet vasket og kommet i vores pyjamasser, gik vi i seng, og bagefter var det vores fætre tur til at komme under dynerne. Til min store forbavselse sov de i deres lange underbukser og en natskjorte, men de skulle jo også meget tidligt op for at passe dyrene.
En aften inden vi var faldet til ro, gik snakken om vores familier, om vores fælles fætre og kusiner. Snakken gik om alle ni på Hjortnæs, det var jo mange børn.
Der var særlig en, som jeg husker, kusine Edith, men som Godtfred sagde, at hun var gået bort. Busser forstod det ikke, og spurgte hvordan.
“Jo ser du busser, hunglemte at trække vejret, så det kunne hun ikke klare”, sagde Godtfred, og så blev der ikke sagt mere.
Jeg kunne ikke forstå at nogen kunne glemme at trække vejret, så jeg prøvede om jeg kunne, men uden resultat, og snart var jeg faldet i søvn, en opdagelse rigere.
Laden
Mellem hestestalden og kostalden var der de store lader, her var der plads til hele høsten af korn, hø og halm. Det var et par højloftede lader, men der var plads til al den hø og halm,
som gården høstede, og på loftet ovenover var tørreloft til alle de forskellige kornsorter. Så når kornet var tørret godt igennem, blev det sendt til mølleren for at blive malet.
Her legede Jens og jeg meget af tiden, der var ikke så meget korn og hø tilbage fra sidste år, så vi kunne frit lege her mellem maskiner, hoppe i høet eller glide ned ad halmballerne.
I det hele taget havde Busser og jeg en god ferie på Knivholt, vores mors barndomshjem.
Den sidste gang jeg var på Knivholt
Blokhus
Det må have været i 1971 da min kone Lolita og jeg kørte en tur gennem Jylland. Vi kørte fra Dragør og tog med færgen Odden Grenå. Derfra kørte vi mod Ålborg, og gennem Limfjords tunellen mod Blokhus, hvor vi havde reserveret et værelse på et badehotel.
Men ca. 10 km. fra Blokhus, gik bilen delvis i stykker, så de sidste km. sneglede vi os af sted, og lod flere cyklister overhale os.
I Blokhus, fandt vi en autohandler der kunne reparere bilen, med det ville tage flere dage.
Vi boede nogle dage på badehotellet i Blokhus, og planen var at køre rundt i Vendsyssel og besøge min familie, men bilen satte en stopper for dette. Stranden og vandet var som man kunne forvente, det blæste meget i de dage vi var der.
“Jul” om sommeren på Knivholt
Dagen efter kørte vi fra Blokhus over Sindal til Knivholt, hvor vi besøgte mine fætre Thomas og Godtfred. De tog imod os med åbne arme og bød os på frokot i den store riddersal. (Det var i den at mor moster Tut, kørte rundt om bordet på deres cykler, da de var børn). Da brødrene ingen ansatte hvade mere, bestilte de et hav af smørebrød fra en restaurant i Frederikshavn.
Vi blev vist rundt i den gamle kostald, og det var vist i kalvestalden at der boede en hjemløs. Han havde indrettet sig i en af båsene, og jeg husker han havde mange sæt tøj. Men som Godtfred sagde gjorde han ingen skade.
Knivholt var meget forandret, alle kreaturerne var blevet solgt fra, og ligeledes heste og grisene var væk. Der var ingen hushold, hverken piger eller karle.
Thomas og Godtfred, dyrkede alle markerne selv, med hjælp fra et landbrugsfirma, der kom og hjalp med at klargøre markerne, så og høste. Brødrene var meget glade for den ordning, og nød al deres frihed.
Da vi kom ind, dækkede Thomas op til os fire med det lille bord, de plejede at spise ved. Ovenpå juledugen, som de havde fundet frem, kom de deres bedste service fra tante Margrethes tid, og både øl og snapseglas var der.
Maden kom lidt efter med taxa fra Frederikshavn. Vi havde en meget vellykket frokost, og skålede flere gange i snaps og øl.
Klokken blev næsten fire inden vi kunne komme af sted, vi skulle helst nå Dragør samme dag, så vi skulle køre. Vi kørte hjem efter en dejlig ferie i det Nordjyske. Godtfred og Thomas stod i døren og vinkede farvel til os.