Klokken i Flade Kirke
Klokken, som kalder folk til kirke i Flade sogn, er skænket af Mogens Juel den yngre til Knivholt få år før hans død i 1605. Hans navn er indgraveret sammen med klokkestøberens og tallet 161, som antages at betyde 1601.
Mogens Juel skænkede også Flade kirke den smukke prædikestol med træudskæringer i renæssancestil. Den beretter i billeder om Jesu liv og lidelseshistorie, og i et af felterne står giverens navn.
Desværre løb pengekassen tom for Mogens Juel den yngre, og han gik fallit, muligvis under et forsøg på at redde broderen Tyge Eriksens gods Bustrup fra kreditorerne. Operationen lykkedes, men Mogens Juel den yngre døde ugift, barnløs og forgældet.
Knivholts Historie
Fortalt af arkivar Erik Christensen
I Vendsyssel, lige uden for Frederikshavn, på vej mod Hjørring ligger Knivholt Hovedgaard. Den gamle herregård kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I 1700-tallet var hovedgaarden bl.a. kendt for sin utroligt kønne Renæssancehave. På daværende tidspunkt ejede herremanden også hele byen der dengang hed Fladstrand.
Mogens Juel må have lånt penge af Ingeborg Skeel til Voergård – og Knivholt kom til at indgå i hendes dødsbo.
Det er dog ikke Fru Ingeborg der skal være hovedperson i Knivholts historie, men derimod slægten Arenfeldt. Denne adelsslægt nedstammer fra Niels Henriksen Arenfeldt, oprindeligt en ufri mand, altså uden adelsbrev. Han tilkæmpede sig en plads i adelen og opnåede at blive rigets kansler. Niels Henriksens søn Axel Nielsen var hofjunker for Kristian den 2, hvis søn igen var jorddrotten Hans Axelsen.
Fra Ingeborg Skeels død i 1604 og til den endelige arvedeling, gik der næsten ti år, før arvesagerne efterhånden ebbede ud. Den store vinder i spillet blev som nævnt Hans Arenfeldt.
Da alle fire arvinger stod hende lige nær, måtte de dele som søskende. Således fik Hans Arenfeldt broderloddet på 2/5, mens de øvrige tre kvindelige arvinger måtte nøjes med hver 1/5.
Således fik Hans Arenfeldt broderloddet på 2/5, mens de øvrige tre kvindelige arvinger måtte nøjes med hver 1/5. Det paradoksale i afgørelsen var, at det til sidst blev Fru Ingeborgs oprindelige testamente, der blev til et forlig mellem de fire arvinger. Kun ganske lidt fik de ændret.
De fik bl.a. ophævet gyldigheden af et gavebrev til Sæby hospital. Det var småpenge, men viser lidt om småligheden. En af de ting der fik retssagen til at trække ud var, at Hans Arenfeldt kom i tanker om, at han også ville arve sin afdøde søsters lod, fordi hun angiveligt var død efter fru Ingeborg.
Men den gik ikke. Hele den stakkels Margrethes levned blev oprullet, da de øvrige arvinger stævnede Hans for kongen og rigets råd. Af sagen fremgik det at Margrethe på det nærmeste var udstødt af familien på grund af hendes moralske opførsel. Derfor var hun uadelig og kunne ikke arve. Så Hans måtte nøjes med de to femtedele, der gjorde ham til én af de største jordejere i Danmark.