Energibyen Frederikshavn
Energibyen Frederikshavn er Frederikshavn Kommunes erhvervsudviklingsprojekt, der arbejder for at energiforsyningen bliver omlagt til vedvarende energi – og for at skabe vækst, job og udvikling i den grønne omstilling – og i Frederikshavn Kommune.
Energibyen Frederikshavn anvender i den forbindelse Knivholt til mange formål, både under åben himmel på Energistien, Energibyens testsite for energiløsninger, og indenfor hvor der er lige så højt til loftet. Ingen går forgæves, når det gælder miljø, klima, bæredygtighed og grøn omstilling.
Om morgenen henter borgere el-cykler til test, om aftenen får husejere rådgivning om energirenovering.
I mellemtiden får en iværksætter hjælp til udviklingen af sit produkt, og lidt senere kommer en kinesisk delegation på besøg for at få inspiration til bæredygtig energiforsyning. Imens skriver en gruppe studerende opgave om grøn omstilling i praksis, Ungeklimarådet folder flyers, de grønne ambassadører i Min Energiby gør det transportable kontor klar til at rykke ud på ambassadørjob, og et samarbejde om måling af CO2-udledningen falder på plads med EU.
Med andre ord, Energibyen Frederikshavn laver erhvervsudvikling og borgerinddragelse i et tæt samarbejde med virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, husejere, andre byer og lande, iværksættere, unge og ældre, EU, forsyningsvirksomheder, foreninger, politikere, organisationer og mange andre interessenter. Og der er altid plads til én mere. På Knivholt og i Energibyen.
Kontakt projektchef Poul Rask Nielsen på prni@frederikshavn.dk



