Ebbe Skytte
Kæmpetrolden Ebbe Skytte
Dybt i skoven ved Knivholt Hovedgaard har kæmpetrolden Ebbe Skytte nu fundet sit hjem. Trolden er skabt af den internationalt anerkendte kunstner Thomas Dambo og er bygget udelukkende af genbrugsmaterialer, som har fået nyt liv i hænderne på kunstneren, hans dygtige team og et stort hold engagerede frivillige.
Ebbe Skytte er ikke bare et kunstværk – han er et fællesskabsprojekt. Opførelsen er sket i tæt samarbejde mellem Thomas Dambo og hans team, frivillige ildsjæle samt Knivholts egne folk, som alle har bidraget med tid, kræfter og begejstring. Sammen har de skabt en trold, der inviterer både børn og voksne til at gå på opdagelse i naturen og fantasien.
Trolden er bygget af overskudstræ, genbrugspaller og andre genanvendte materialer, hvilket understreger projektets fokus på bæredygtighed, genbrug og omtanke for naturen. Ebbe Skytte er et levende bevis på, hvad der kan opstå, når kreativitet, samarbejde og ansvarlighed går hånd i hånd.
En stor tak
Vi vil gerne rette en stor og hjertelig tak til alle frivillige, samarbejdspartnere og Knivholts medarbejdere, som har været med til at gøre projektet muligt. Ligeledes en varm tak til alle, der har støttet projektet økonomisk – jeres opbakning har været afgørende for, at Ebbe Skytte nu kan byde gæster velkommen i skoven ved Knivholt Hovedgaard.
Vi håber, at Ebbe Skytte trold nummer 157 vil bringe glæde, undren og inspiration til alle, der møder ham.
Tak for støtte til:
Frederikshavn Kommune, LAG Vendsyssel / EU, Frederikshavn Erhvervsråd, Sparekassen Danmark, XL-Byg Elling, Noorman, Trigon, Torben Topkapper, Pa-Shoppen, Nordjysk Værktøjssalg, Studsgaard, Bangsminde, Rock i Frederikshavn, Meny HC Ørstedsvej, Orskov Yard, Knivholts Venner, HJ Kontorcenter og RC-Skilte.